Udplantning af Osteospermum (spansk marguerit) i krukker

For at få et flot resultat, skal du plante Osteospermum, så den har ca. 5 cm “fri” jord på hver side. Planter du tættere, kan det hæmme vækst og blomstring. Er afstanden mellem planterne større, får du næppe den sammenhæng mellem planterne, der gør en sammenplantning flot.

Fyld krukken med pottemuld, tag planterne ud af potterne og plant dem øverst i krukken. Pres potteuld ned omkring planterne, og lad ikke pottemulden gå længere op end til 1-2 cm fra krukkekanten, så der er plads til vandingsvandet. Vand krukken godt igennem efter plantning og placer krukken i direkte sol, så trives Osteospermum bedst.

Gennem sommeren bør du vande og gøde Osteospermum regelmæssigt, så planterne ikke tørrer ud. Du kan desuden fremme udviklingen af nye blomsterknopper ved at nippe visne blomsterstilke af.