Spansk marguerit – Osteospermum

Osteospermum kaldes på dansk spansk marguerit, men det er faktisk mere korrekt at kalde den afrikansk marguerit eller kapsk marguerit.

Osteospermum er navnet på en planteslægt, der findes vildtvoksende i det sydlige Afrika, hvor temperaturene ikke bevæger sig meget under frysepunktet om vinteren. Der findes ca. 45 forskellige, vildtvoksende arter.

Osteospermum tilhører kurvblomstfamilien, Compositae, der kendes ved de mange, små blomster, der sidder i en kurv, dvs. på en sammentrængt akse. Kurven har yderst en kreds af små randblomster med et tungeformet kronblad, der udgør de farverige stråler i blomsterstanden. Inderst i kurven sidder de såkaldte skiveblomster. De danner samlet set blomsterstandens gule, orange eller mørkviolette øje.

Arten O. ecklonis var udgangspunktet for de første dyrkede sorter, der blev brugt til udplantning.

I 1980’erne blev der kun forhandlet to sorter af Osteospermum i Danmark; én med hvide blomster og én med rosa blomster. I dag kan du vælge mellem mere end 100 forskellige sorter og en bred vifte af farver og former.